Yamaha præsenterer nu en afløser til den meget populære Yamaha P-115. Den nye model hedder P-125 og får blandt andet flere lyde, nyt højtalersystem der blandt andet er forbedret hvis det står på et bord ("Table EQ"), og naturligvis mulighed for tilslutning til den nye Smart Pianist App. 

Alt i alt er det en stor opgradering som kommer til den mest solgte P-model, og det var måske også på tide. Både Kawai og Roland har længe været et skridt foran, så det er interessant at Yamaha nu kommer med et instrument der ser ud til at kunne bære arven videre fra P-115 i de kommende år. 

 

P-125 har de velkendte GHS tangenter, som stadig er nogle af de bedste der findes på markedet. Samplingerne kommer fra deres Pure CF Sound Engine som blandt andet tæller deres Yamaha CFIII 9' koncertflygel. 

En ny feature er nu, at de indbyggede 20 rytmer og stilarter nu følger det tempo som du spiller i, så kan du ikke helt holde rytmen, så spiller instrumentet med i dit tempo. Fedt nok!

Tilslut instrumentet via USB to Host -> Camera adapter og udnyt mulighederne i den nye Smart Pianist app. Her er der både lærings- og demo indhold til mange timer.

 

Bemærkelsesværdigt er det også, at hvis man køber det fulde hjemme-setup med stativ og pedal, så får man de nye L-1 pedaler, som ser ud til at være en stor opgradering i forhold til tidligere.